DIALEKTIK ELLER INDUSTRI / PER AAGE BRANDT i ØJEBLIKKET / 1992

Til Dorte Dahlins tegninger i Galleri Basilisk, februar 1992

“Spindelvæv, som vibrerer, opfanger måske elektromagnetiske signaler, vindstød, fluer, og står i forbindelse med mange slags rum. Hvis det også er rytmisk formet af en tegnende hånd, kan hver streg og linieføring komme fra sin del af billederindring og medbringe sin egen flue, blæst, informationsstrøm. Samtaler kan være vævet af mange tråde fra mange rum: dialektik.
Nogle argumenter kræver en sådan mangfoldig klangbund; selv enkle sætninger bliver da mindre enkle, de har været længe undervejs, kommer mange steder fra, deres dele har rejst langt og er stadig på rejse, er “her” uden at være “fremme”. Ord hører ingen steder “hjemme”. Vi taler i citater, vi sanser i syner, tænker i eksempler. Enhver menneskeskabt genstand beror på store ansamlinger af opfindelser, et helt symfoniorkester af tider, steder og lyse ideer, håbløse forsøg og serendipities  - som angelsakserne siger efter Voltaire, fund gjort, mens man leder efter noget andet - mødes i en enkelt teknisk genstand: dialektik eller industri.

Disse tre ord er også titlen på et af Il Veroneses venetianske billeder; det viser en ung pige, pragtfuldt draperet, i færd med at betragte et kunstgjort edderkoppespind udspændt mellem en fin stok og en hånd, foran søjlebaser og drivende skyder, som en sitrende tegning, hvis tråde synes at tage imod både fornuft og anekdotiske smådyr, og hvis mønster henviser til begge kilder.

En form er udspændt mellem meteorologi og arkitektur, og det er kvindens løftede arme også, hun er selv dirrende udspændt på denne baggrund, med sit målende, men legende blik, en dialektisk skabninger, der komponerer og dekomponerer sig selv og sin fremtonings stoflige pragt med præcision og yppighed, kunst. Det bortvendte i vævets nærvær, det dimensionsløse, snart forsvindende, snart kolossale, det tungt lette i denne fabrikation uden begrundelse uden for sig selv, men med edderkoppens egen udfarende, indfangende kraft i sig, er kendetegnende for et sådant artistiske materialiseret hjernespind, et frivolt og minutiøst spil med lånte fjer og stringente indskydelser, som her forener flid og drøm.

At tegne - som omstændighed ved maleriet - er at kalde sammen, at konfigurere: studere figurers indbyrdes tiltrækning og frastødning i forskelligt bestemte rum, som figurerne bærer med sig, eller ligefrem hviler i, som møbler eller historiske steder eller diskurser eller landskaber. Konfigurationen “males fast” i et voldsomt tvingende oliefelt, når den derefter dimensioneres i en farvet verden, som projicerer den ind i den kolorerede sansnings eksistensmaskine: Vi eksisterer og eksistentialiserer gennem farver - paletten er virkelighedens uafviselige argument for sig selv - selv musikken og sprogkunsten får farver, når være følelser arbejder med deres imaginære tilegnelse; noget giver sig til at findes som ting, når dets farve antager konstans og differens. Mens stregen svarer til det indifferent og inkonstant farvede, som lader en uafgjort mulighedsmængde bære det sammentænkte. Eksempler: Smølfer er konstitutionelt blå; børn iføres pædagogfarver; kønnede babyer er lyserøde versus lyseblå, senere mørkner de, men på samme måde; eksistensen er kromo-ontologisk fastlagt. Den malende eneboer i Borges´ Utopi om en træt mand anvendte derimod næsten umærkelige farver. Han var praktisk afhængig af sine hænders færdighed. Det industrielle menneske skifter uophørligt farve, tøjet taler og stiller dialektiske spørgsmål. Huden og himlen draperer sig changerende, interrogativt. Nationer og politiske partier udtrykker endnu deres visheder kromologisk. Spejle og spind tager farve efter “hvad de sker”.

Hvad kan der ske? Idag kan så meget ske, at angsten beder huden om farver, raciale kromatikker. Angsten for det hvide papir. Kommer forandringerne fra en kollektiv melankoli, som lukker ethvert lys fra fremtiden ude og lader hvad som helst indtræffe? Eller fra en frugtbar farve-krise, som telekommunikationen teknisk har stimuleret, og som får os til at føre naturen på kulturens dagsorden, gennemlyse være glansbilleder og ses deres baggrunds mangfoldigheder sitre uroligt og usikkert? Dialektikkens tråde spinder deres tegninger, vore flittige fantasier kommer måske især til at bruge blyanter, og hænderne kommer ikke til at hvile i skødet, men kommer på drømmearbejde. Tegningernes tegn løber allerede diskret i alle retninger. Fremtiden er måske hændernes tid.”

___________________________________________________________________________